Innovativt røntgenmålesystem til plastrørsindustrien
FORCE Technology har i 2014 leveret et komplet og helt nyskabende røntgenmålesystem til en australsk rørproducent. Systemet giver producenter af store plastrør mulighed for at optimere deres materialeforbrug og produktkvalitet.
Bredt udviklingssamarbejde
Røntgenmålesystemet er udviklet til og i samarbejde med den danske virksomhed SCITEQ A/S, der udvikler og producerer måletekniske løsninger til producenter af plastrør. Virksomhedens eksportandel er på 99 %, heraf 70 % uden for Europa.
Innovation Management Group på Aarhus Universitet er tilknyttet projektet og bidrager med den generelle samfundsmæssige forankring gennem tæt tilknytning til uddannelse og forskning. Der er fokus på forholdet mellem universitet og industri - specielt på de ingeniørtekniske og forretningsudviklende områder og på innovationsproblematikker for små og mellemstore virksomheder.
Målesystemet er bl.a. baseret på et måleprincip, der er resultatet af et tidligere udviklingsprojekt. Måleprincippet er patenteret og realiseret i det nye målesystem.Både samarbejdet med SCITEQ og det tidligere udviklingsprojekt er delvist finansieret af Styrelsen for Forskning og Innovation under ordningen 'Udvidet Videnkupon'. Ordningen hedder i dag 'InnoBooster', hvor små og mellemstore danske virksomheder kan få tilskud til et innovationsforløb.

Kort tilbagebetalingstid
Det innovative og nyskabende er, at troværdige produktparametre kan måles meget tidligt i produktionsforløbet. Det gør producenterne i stand til at styre - og dermed optimere - materialeforbruget og sikre kvaliteten ved produktion af større polymerbaserede rørsystemer til transport af vand, spildevand, kemi m.m. i både trykløse og trykbårne systemer.
Tilbagebetalingstiden for målesystemet er kort, fordi muligheden for hurtig procesregulering kan optimere materialeforbruget, reducere spild og sikre produktkvaliteten. Dermed er der et betydeligt markeds- og eksportpotentiale for det unikke målesystem.
Det første målesystem blev i 2014 installeret hos en rørproducent i Australien. Målesystemet er her integreret i et helt nytænkende mobilt produktionsapparat for store plastrør. Systemet er placeret i en container, der er et af modulerne i et modulopbygget fabriksanlæg, og er direkte integreret i fabriksanlægget med automatisk styring, regulering og dokumentation.