Belastninger måles på vindmøller i knæ
Målinger fra FORCE Technology giver Vattenfall Vindkraft A/S virkelighedstro billede af offshore vindmøller, der sætter sig.
Vattenfall Vindkraft A/S oplever, at overgangsstykket mellem monopælen (fundamentet) og vindmøllen på deres offshore vindmøller har sat sig pga. svigtende betonstøbning, den såkaldte groutsamling. Derfor hviler vindmøllen nu på stålknæ, der ikke er designet til at bære vindmøllen.
”Vi havde brug for at vide, hvor stor en del af belastningen, der rent faktisk går gennem stålknæene, nu hvor grouten havde svigtet”, siger Kasper Roed Jensen, Project Engineer fra Vattenfall Vindkraft A/S. ”FORCE Technology kunne undersøge spændinger i materialerne med strain gauges og hjælpe med, hvor de skulle sidde, og I har efterfølgende assisteret i analysen af spændingerne”, fortsætter han.
Virkeligheden frem for modeller
”De foreløbige resultater viser, at den modellering, vi selv har lavet, er konservativ på det nuværende stadie af svigtet, så det har stor værdi for os, at vi kontinuerligt kan monitorere de faktiske spændinger eller ”virkeligheden”, og ikke kun skal forlade os på modeller. Det betyder, at vi har tid til at tænke os om, og efterlader indikationer på at nogle af fundamenterne kan lades være i første omgang.Vi så også, at løsningen ikke var entydig – der er varierende løsninger pga. forskelligt design af stålknæene og størrelse af vindmøller på de forskellige sites. Så nogle steder forventer vi, at der skal repareres, og andre steder kan vi fortsætte med at måle og inspicere”, siger Kasper Roed Jensen.